Branden på Randbøl Hede bliver aldrig opklaret

Den 25. maj kort før middag brød Randbøl Hede i brand. Branden udviklede sig til en af sommerens mest voldsomme brande, men hvorfor den opstod, opgiver politiet nu at finde ud af.

Politiet opgiver at finde ud af, hvorfor Randbøl Hede brændte.

- Vi har finkæmmet området, hvor branden opstod, og vi har intet fundet, der indikerer, at branden skulle være påsat, fortæller politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Branden blev opdaget af en bilist fredag den 25. maj klokken 11.25 og udviklede sig hurtigt meget voldsomt.

Enorme styrker fra flere beredskaber - Trekantbrand, Beredskabsstyrelsen, Crash Tendere fra Billund, Karup og Skrydstrup lufthavne, Naturstyrelsen, Billund og Vejle kommune, lokale landmænd og maskinstationer, Hjemmeværnet og forsvaret - blev indsat i bekæmpelse af hedebranden.

Se mere hos Local Eyes.

På et tidspunkt kæmpede 150 mand mod den ukontrollerbare ild, som nåede at hærge et otte kvadratkilometer stort område, hvor også flere beboere blev evakueret. Først lørdag formiddag kunne myndighederne erklære branden under kontrol, men der skulle gå yderligere tre døgn, før Trekantbrand tirsdag den 29. maj var færdig med efterslukningsarbejdet. Først den 5. juni kunne Trekantbrand erklære branden for endeligt slukket.

Brandhunde har hjulpet til med efterforskningen

Nu offentliggør Sydøstjyllands Politi, at de brandtekniske undersøgelser er afsluttet, og at det på grund af brandens omfang ikke har været muligt at finde hverken en brandårsag eller stedet, hvor branden opstod, selvom både brandhunde har været brugt i forsøget på at finde spor efter brandbar væske, og det samme gælder for de kriminaltekniske undersøgelser.

- Vi har blandt andet lavet jordanalyser for at se, om der skulle være brandbarvæske sivet ned i jorden, og som ville vise, om branden kunne være påsat, men der er absolut intet, siger Michael Weiss.

Ved branden kom hverken mennesker eller dyr til skade, og heller ikke fast ejendom led nogen skade.