Brandmænd søges til ny station

Ny brandstation i Esbjerg kræver nye brandfolk. En række deltidsansatte bliver til gengæld afskediget.  

Brand & Redning Esbjerg og Falck samler i slutningen af 2011 alle aktiviteter på en helt nyopført Beredskabsstation på Vibevej i Esbjerg. Med den nye placering er det nødvendigt at rekruttere nye brandfolk for at overholde responstiden på 5 minutter.

Med opførelsen af den nye beredskabsstation, er det desværre nødvendigt at sige farvel til en del af personalet i den nuværende styrke af deltidsansatte brandfolk, som gør tjeneste ved stationens 5 minutters beredskab.
 
? Heldigvis fortsætter flere af brandfolkene, men de, der bor/arbejder så langt fra den nye station at responstiden på 5 minutter ikke kan opretholdes, må vi desværre sige farvel til, siger beredskabsinspektør Jens Mølgaard.
 
 
 

Hvad kræves der?

For at blive ansat ved Brand & Redning skal man gennemgå og bestå brandmandsuddannelsen, have et godt fysisk og psykisk helbred samt have en ren straffeattest. Uddannelsen tager 222 timer.
 
Herudover skal man bo eller arbejde således, at man i vagtperioder ved alarmering kan møde på Beredskabsstationen på Vibevej i Esbjerg indenfor 5 minutter.
 
Jobbet som brandmand er for mennesker, som har lyst til at gøre en forskel, lyst til at hjælpe mennesker i nød. Det kræver, at man er klar til at handle og tage initiativ.