Brandværn i Aller lukker og slukker

De frivillige brandmænd i Aller ved Christiansfeld sagde i dag farvel til hinanden. Det frivillige brandværn lukker efter 114 år.

Endnu et af de frivillige brandværn i Sønderjylland parkerer nu brandbilerne i garagen og lukker for vandet.

Det er manglen på frivillige, der er årsag til at Aller Frivillige Brandværn lukker. Når der mangler folk, så kan brandværnet nemlig ikke garantere de krævede udrykningstider i Kolding Kommune.

Brandværnet sørgede dog i dag for, at det blev et mindeværdigt farvel. Et veldækket sønderjysk kaffebord stod klar til de mange, der mødte op for at sige farvel til de resterende 11 brandfolk.

Brandkaptajn Rasmus Svensson beklager lukningen, men siger i dag til TV SYD, at han håber og tror at mange af de andre frivillige brandværn, kan bevares i mange år endnu.

Der er i dag fortsat omkring 50 frivillige brandværn med godt 1600 frivillige tilbage i Sønderjylland.

Se interviewklip med Rasmus Svensson her

Varighed 0:27