Brandværn og Haderslev Kommune indgår ny aftale

Seks lokale brandværn underskriver nye aftaler med Haderslev Kommune. Kontrakterne giver værnene færre penge, men til gengæld mere selvbestemmelse.  

Borgmester Jens Christian Gjesing og de seks frivillige brandværn i Haderslev Kommune underskriver i dag nye kontrakter, der kommer til at gælde de næste fire år.
 
Der er stolte traditioner forbundet med de seks frivillige brandværn i Haderslev Kommune, men værnene har også vidt forskellig baggrund, da de inden kommunesammenlægning kom fra fire forskellige kommuner, så økonomi og arbejdsforhold har været forskellige.
 

Harmoniserer brandværnene arbejdsvilkår

De nuværende brandslukningsaftaler blev indgået i 2008 og sammen med aftalerne blev der indgået en slags harmoniseringsaftale. Den ordning har fungeret i tre år og har blandt andet været med til, at der er skabt et godt overblik over, hvad de frivillige brandværn koster og bruger.
 
Borgmester Jens Christian Gjesing, der også er formand for Beredskabskommissionen, har i løbet af sommeren 2010 besøgt alle de frivillige værn for selv at få en fornemmelse af værnene, deres lokalisering, udstyr og de frivillige. Samtidig fik værnene mulighed for at fortælle om deres forhold.

Mere indflydelse - færre penge

På grund af kommunens økonomiske situation har borgmesteren lagt op til, at værnene fik færre penge, men til gengæld kan bestemme mere selv. De frivillige værn og Haderslev Kommune har nu forhandlet sig frem til seks enslydende kontrakter, som blandt andet betyder, at værnene får færre penge til rådighed.