Brandvæsenet i Give dumpede

En test-alarmering hos Falck i Give afslørede talrige fejl og mangler, der kunne have fået katastrofale følger, hvis det havde været en virkelig brand, hvor mennesker var indespærret i en brændende bygning.

Prøvealarmen gik klokken 13.31 den 21. maj. Den skulle vise, om Falck lever op til kontrakten med Vejle Kommune om brandslukning i Give-området.

Det viste sig, at Vejle Kommune ikke får, hvad kommunen betaler for.

Udrykningen fra brandstationen i Give skete inden for de fem minutter, som er aftalt i kontrakten.

Kun en holdleder og fire brandmænd rykkede ud. Der skulle have været fem brandfolk.

Den manglende brandmand betød, at holdet ikke kunne indsætte et røgdykkerhold med et sikringshold.

Brandfolkene fik heller ikke en overtryksventilator med. Den bruges til at formindske varmebelastningen for røgdykkere, så de hurtigere kan befri indespærrede personer.

Manglede stiger og slanger

Sprøjten manglede også 41 slanger med en samlet rækkevidde på 900 meter. Brandfolkene havde kun medbragt 19 slanger, der kunne dække 285 meter.

Autosprøjten manglede også tre af de fire stiger, som kræves i kontrakten med Vejle Kommune.

Falck har ifølge beredskabs.info.dk sendt et brev til Vejle Kommune, hvor selskabet lover at sikre en mere forsvarlig brandudrykning i fremtiden.

Falck vil sikre fuld bemanding på udrykningsholdene.

Den manglende overtryksventilator beskrives som en forglemmelse.

Værre er, at brandbilerne i Give er for små til at rumme alle stiger og slanger.

Falck i Give har nu fået sat biler ind, der kan rumme udstyret.