TV der bevæger dig

Brandvæsenet kræver millionerstatning efter storbranden på Fredericia Havn

Fire af Trekantområdets Brandvæsens køretøjer blev totalskadet ved storbranden på Fredericia Havn.

Ulykken på Fredericia Havn fandt sted 3. februar sidste år.

1 af 2

Ødelæggelser og overarbejde kostede Trekantområdets Brandvæsen op mod tre millioner kroner. De penge vil brandvæsenet nu have i erstatning.

Storbranden på Fredericia Havn i begyndelsen af februar 2016 blev dyr for Trekantområdets Brandvæsen. Derfor kræver brandvæsenet nu 2,7 millioner kroner i erstatning fra firmaerne Dan Gødning og Nagro, hvis tanke brændte.

- Der sivede gødning ud fra tankene, og det har ætset vores biler. De blev grønne af rust, og ledningerne holdt op med at virke, så bilernes lys, varslingsalarm og radio gik ud. Fire af vores køretøjer blev totalskadet. Fem er blevet hovedrenoveret, siger beredskabsdirektør Lars Nordahl Lemvigh til TV SYD.

Brandmænd på overarbejde

Brandvæsenets forsikring har dækket skader på yderligere fire køretøjer, og dette beløb er ikke med i erstatningskravet. Oven i de materielle skader er der brugt mange timer på slukning og sikring af området.

- Vi brugte ekstra mandskabstimer for knap en halv million kroner. I alt har vi opgjort vores krav til 2,7 millioner kroner plus moms, og vi har rejst erstatningskrav på det fulde omkostningsbeløb, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Det er den hændelse, som har været dyrest og mest krævende for beredskabet siden fyrværkeriulykken i Seest i 2004.

Lars Nordahl Lemvigh, beredskabsdirektør, Trekantområdets Brandvæsen

Største ulykke siden Seest

Ulykken på Fredericia Havn fandt sted 3. februar sidste år. Det er blevet kaldt Danmarks største forureningssag, og det trak mange ressourcer ud af Trekantområdets Brandvæsen.

- Det er den hændelse, som har været dyrest og mest krævende for beredskabet siden fyrværkeriulykken i Seest i 2004. Udover vores krav har vi brugt mange arbejdstimer på at gennemgå de skadede køretøjer efter branden i Fredericia, og det er ikke endeligt opgjort endnu, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Venter på politiet

Der er ikke udsigt til, at der hurtigt ruller penge ind på brandvæsenets konto. Knapt et år efter ulykken er miljøkonsekvenserne ikke gjort op, årsagen til ulykken er ukendt, og ansvaret er ikke placeret endegyldigt.

- Vi afventer politiets rapport om ulykken. Desuden mangler myndighederne stadig at opgøre, hvad de miljømæssige konsekvenser er. Vi regner ikke med en afklaring, før de redegørelser er klar, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Miljøloven giver beredskabet ret til at kræve sine udgifter dækker ved udslip og lignende uheld. Det gælder også slukningen af branden, der var en del af brandvæsenets arbejde for at undgå en spredning af forureningen. 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu