TV der bevæger dig

Brandvarm Bechmann bomber igen

Foto: Kåre Hangaard, hangaardfotografi.dk

På to mål af Tommy Bechmann vandt Sønderjyske over Viborg og ligger nu foreløbigt nummer to i Superligaen.

I lørdagens opgør på hjemmebane vandt Sønderjyske 2-1 over oprykkeren Viborg og rykker dermed op på en foreløbig andenplads inden søndagens kampe med 12 point for syv kampe.

Det er ikke mindst Tommy Bechmanns fortjeneste. Den 33-årige angriber er kommet forrygende fra start i sæsonen. Han scorede begge mål i sejren og er dermed oppe på fem scoringer i de seneste fire kampe, hvilket nu har medvirket til tre sejre.

Hjemmeholdet tog initiativet fra kampens begyndelse og sværmede omkring Viborgs straffesparksfelt. Uden det førte til de helt store muligheder.

Ganske paradoksalt var Viborg kommet lidt bedre med i opgøret, da Sønderjyske slog til midt i første halvleg.

Efter flere førstegangsafleveringer af Sønderjyske og lidt løse Viborg-markeringer kom Tommy Bechmann alene i gennem, og i fri position hamrede han bolden op i mål med et for ham karakteristisk vristspark.

Efter pausen overlod Sønderjyske mere initiativ til Viborg, men udeholdets spillere vidste ikke, hvad de skulle stille op med bolden.

Tommy Bechmann udstrålede det stik modsatte. Han headede et indlæg fra Adama Guira i mål med største selvfølgelighed, selv om han var tvunget til at sætte meget fart på hovedstødet fra cirka 10 meters afstand.

Det lykkedes for Viborg at reducere, men de helt store chancer for udligningen udeblev.

/Ritzau/

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden