Brat farvel til Fredericias kommunaldirektør

Kommunaldirektør Tim Jeppesen er fortid på rådhuset i Fredericia. Et enigt byråd fyrede ham onsdag på et ekstraordinært og lukket byrådsmøde.

Beslutningen betyder, at Tim Jeppesens ansættelse ved Fredericia Kommune ophører allerede om tre uger med udgangen af februar - reelt er han fratrådt.

Vibeke Byriel Kinch, direktør for børn og kultur er konstitueret som kommunaldirektør.

Fyringen af Tim Jeppesen sker 36 dage efter, at socialdemokraten Jacob Bjerregaard satte sig i borgmesterstolen.

Tim Jeppesen kom til Fredericia 1. maj 2012, da Venstre-manden Thomas Banke var borgmester. Inden da var Tim Jeppesen direktør for kultur, udvikling og erhverv i Svendborg Kommune.