Breaking News fra 1864

Sønderborg Slot udstiller stor samling af pressebilleder fra 1864.

Sønderborg Slot købte sidste år en nærmest komplet samling bestående af 450 udenlandske og danske billeder om krigen 1864. Samlingen fortæller historien om krigen som den blev oplevet i Berlin, London og Paris.

De bedste af dem udstilles nu for første gang på museet.

Det er særlig de tyske, britiske og franske billeder, der vækker opsigt. De er et stærkt vidnesbyrd om, at krigen 1864 ikke var en ren dansk-tysk begivenhed.

Alle Europas stormagter havde interesser på spil i krigen og forsøgte fra hver deres vinkel at påvirke begivenhederne. Derfor var krigen godt avisstof i Berlin, London, Paris og Rom.

Og læserne forventede at se billeder fra krigsskuepladsen. Derfor gjorde de illustrerede magasiner, der udkom i Europas hovedstæder, sig store anstrengelser for at få billederne frem på avisforsiderne.

De tegninger, som krigskorrespondenterne tegnede fra slagmarken, blev sendt med diligence, tog eller skib hjem til redaktionen, hvor en såkaldt xylograf kunstfærdigt ridsede motivet ind i en træklods, som så blev indsat i trykpladen.

Der kunne nemt gå to uger, fra slaget var udkæmpet, til billedet blev bragt i avisen, fortæller museumsinspektør Axel Johnsen, der står bag udstillingen.