Bred enighed om mål for eventuel erstatningssag mod Carl Holst

Et bredt flertal af medlemmerne i Region Syddanmarks forretningsudvalg besluttede onsdag kommissoriet for den eksterne advokatundersøgelse af, om det er muligt at anlægge en erstatningssag mod tidligere regionsrådsformand Carl Holst, (V).

Advokatundersøgelsen skal se på Region Syddanmarks muligheder for at føre en erstatningssag mod Carl Holst. Der skal blandt andet ses nærmere på udgifter til taler, aviser, coaching-ydelser, sprogundervisning og kursus.

- Denne sag er yderst principiel. Hvor går grænsen for, hvilke ydelser en regionsrådsformand kan få leveret af en ansat? Derfor er det en vigtig beslutning, som forretningsudvalget har truffet i dag og som regionsrådet forhåbentlig vil blåstemple den 26. juni, siger gruppeformand for SF, Ida Damborg, i en pressemeddelelse.

Derudover skal undersøgelsen også kaste lys over Christian Ingemann Nielsens rolle under valgkampen og i hans øvrige ansættelsesperiode.

Endelig skal advokatundersøgelsen også give et økonomisk overslag over sagsomkostningerne af en eventuel retssag – og give et bud på, hvilke sager der er forældede.

quote

Denne sag er yderst principiel. Hvor går grænsen for, hvilke ydelser en regionsrådsformand kan få leveret af en ansat?

Ida Damborg, gruppeformand, SF, Region Syddanmark

- Det er vigtigt for os, at denne sag undersøges til bunds. Statsforvaltningen var jo klar i sin afgørelse.  Derfor er vi glade for, at vores forslag har kunnet samle flertal, forklarer den konservative spidskandidat Morten Weiss.

Forslaget til kommissoriet er lavet af Konservative, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Socialdemokratiet valgte at tilslutte sig forslaget. 

TV SYD har fået en kort kommentar fra Carl Holst. Han undrer sig over, at forretningsudvalget har besluttet at bruge flere penge end 1,3 mio. kr., som allerede er brugt, til en ny advokatundersøgelse.

- Jeg håber, at den så bliver mindre fyldt med graverende fejl end den første, siger han til TV SYD.

Bl.a. håber han at få lejlighed til at udtale sig. 

Venstre og De radikale undlod at stemme til indholdet af kommissoriet.

Se hele kommissoriet her: