Bro med mislyde

Naboer til den gamle Lillebæltsbro er generet af høje lyde fra broen. Lydene er kommet efter at Bridgewalking Lillebælt er startet, fortæller de.

Det lyder som en høj hyletone og det er helt galt, når det blæser udenfor. Sådan beskriver flere af naboerne til den gamle Lillebæltsbro den støj, som er begyndt at genere dem.

-Det er ligesom at have tinnitus 24 timer i døgnet og du kan ingenting gøre. Vi kan ikke gå ud af vores hus og vi kan høre lyden selv inde i vores stue og soveværelse, siger Laila Kubel fra Snoghøj i dag til TV SYD.

-Det er jo en voldsom belastning i forhold til, at selvom døre og vinduer er lukket, så har man den her hyletone, fortæller en anden nabo til broen, Michal Mai til TV SYD.

Naboerne føler sig også overbegloet af nogle af de gæster, der går oppe på broen. De kan nemlig se lige ned i de nærmeste naboers haver, fortæller de.

Beboerne har nu klaget til Fredericia Kommune over støjen, men foreløbig har de ikke fået nogen besked, siger Laila Kubel.

Hos Fredericia Kommune afviser de dog,  at de  ikke gør noget ved problemet

-Jeg er opmærksom på, at nogle borgere oplever gener og nogle få har klaget over Bridgewalking Lillebælt.Vi har i kommunen, sammen med bestyrelsen i Bridgewalking Lillebælt, foranstaltet udarbejdet en støjmåling. Denne støjmåling har vist, at støjgrænserne overholdes. Det skriver Michael Holst der er kommunaldirektør i Fredericia Kommune i et svar til TV SYD

Hør den pibende bro her. Vi gør opmærksom på, at hele lyden på klippet er optaget tæt ved broen.

Beboerne i Snoghøj har nu valgt at sætte en advokat på sagen.