Bro spærres om natten

Kun cyklister, gående og busser kan passere Egernsundbroen efter kl. 20 de kommende dage.

Det bliver sin sag at komme fra Gråsten til Egernsund eller den anden vej om natten i den kommende tid.

Egernsundbroen lukkes for almindelig trafik fra søndag aften kl. 20.00 til mandag morgen kl. 05.30 på grund af reparationsarbejde. Det samme vil ske hver aften i den kommende uge til og med fredag den 19. januar.

Årsagen til lukningen er, at der skal gennemføres reparationer på den indvendige beton på broen. 

Det vil dog være muligt for gående og cyklister at passere broen hver hele og halve time. Busser vil også kunne passere, oplyser Sønderborg Kommune på sin hjemmeside.

Sønderborg Kommune udførte også vedligeholdelsesarbejde på broen i december. Den gang under broklappen fredag den 8. december, hvor broens klapper hver time i tidsrummet fra klokken 8-12 åbnedes hver ”klokken halv” og var åbne i 10 minutter.

Egernsundbroen (rød cirkel) vil være lukket for biltrafik om natten i den kommende uge.
Egernsundbroen (rød cirkel) vil være lukket for biltrafik om natten i den kommende uge.
Foto: Google Maps