Brødre jog bevæbnede røvere på flugt: Nu låser de døren

Historien om Jens Christian og Peter Jørgensen, der forsvarede sig mod to maskerede hjemmerøvere, er foreløbigt nået ud til 157.211 personer.

- Det kunne jo være gået meget værre, hvis han havde skudt med pistolen.

Sådan lød det fra 81 årige Peter Jørgensen i det videoklip, som vi den 18. oktober lagde ud på TV SYDs Facebookside og siden er en af de største virale successer i 2015.

De to brødre på henholdsvis 85 og 81 år fortalte her historien om, hvordan de en lørdag aften ikke lod sig skræmme af to røvere, der bevæbnet med en pistol og en kniv trængte ind i deres bolig ved Vonge nord for Vejle.

Peter og Jens Christian Jørgensen gik resolut i flæsket på de to røvere, og det lykkedes dem derfor at skræmme røverne på flugt.

I dag er de to brødre kommet sig over episoden, der efterfølgende har givet dem meget opmærksomhed.

- Der har været rigtig mange, der er kommet med blomster og gaver, og vi har fået mange opringninger fra folk, som vi ikke kender, fortæller storebror Jens Christian Jørgensen til TV SYD.

Især lillebror Peter fik flere slag i hovedet af røverne, men nu går det igen fint for de to.

- Vi har det godt, og Peters sår i hovedet de er helet igen, men da TV 2 de ringede og ville invitere os til København, da sagde vi godt nok nej. Det er vi altså blevet for gamle til, siger Jens Christian Jørgensen.

De to brødre bor fortsat i ejendommen uden for Vonge, og det har de tænkt sig at blive ved med. For Jens Christian og Peter Jørgensen lader sig ikke sådan skræmme af et par bevæbnede røvere.

- Vi er overhovedet ikke blevet bange, vi låser bare vores dør. De banditter tør alligevel ikke at komme igen, slutter Jens Christian Jørgensen.

Se den virale historie der er nået ud til 157.211 personer og som er vist 32.418 gange her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Hjemmerøvere, forsvundet gravhund og en penis i strik – godt nytår!

TV SYD sætter frem til nytår fokus på de historier, som seerne har synes bedst om, kommenteret mest og delt oftest på de sociale medier.

Hver dag indtil nytår kan du gense seersucceserne og høre, hvordan hovedpersonerne har det, efter begivenhederne er kommet på afstand. Den 31. december slutter nytårskavalkaden med den historie, som i 2015 var TV SYDs største virale succes.

  • 26. december: To brødre på 85 og 81 år jager bevæbnede røvere på flugt.

Du kan se alle TV SYDs seks største historier på Facebook i vores nytårstema her på siden.