Brød? Det bager vi da med udenlandsk mel

Kvaliteten af dansk hvede er så dårlig, at bagere og industrien bruger udenlandsk mel.

Selvom dansk hvedemel er dyrt, kan bagere og brødindustrien ikke bruge den. Her kræver man nemlig et højt indhold af protein og gluten.

- Det har den danske brødhvede ikke, og derfor er det forholdsvis lidt dansk mel, som vi sælger til brødindustrien, siger Niels Brinch-Nielsen, der er direktør hos Valsemøllen i Esbjerg, som forarbejder og sælger korn til den danske brødindustri og supermarkeder, til Food culture.dk.

Mere gødning kan gøre dansk hvedemel mere velegnet til brødbagning, mener landbruget.

- Jeg tror ikke, mange danskere er klar over, at det mel de køber i supermarkedet, og de brød de køber hos bageren, ikke indeholder særlig meget dansk mel. I dag må de danske landmænd kun gødske med 85 kg., når der er brug for 100 kg., og det er hovedårsagen til, at så lidt hvedemel har dansk oprindelse, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade, til Food culture.dk.

I dag kommer cirka 50 procent af det hvedemel, som Valsemøllen sælger, fra danske marker, og det tal ser Niels Brinch-Nielsen fra Valsemøllen gerne vokse.

- Af miljø- og transporthensyn ser vi en klar fordel i at kunne sælge mere danskproduceret hvedemel. Men så længe kvaliteten ikke er bedre end i dag, så er det svært at rykke ved den nuværende andel, siger Niels Brinch-Nielsen.