Brøndby sender AC Horsens i 1. division

Med en 1-0-sejr i de døende sekunder sikrede Brøndby sig et år mere i Superligaen. Og sendte AC Horsens ud.

AC Horsens må en tur i 1. division, da østjyderne tabte den imødesete nedrykningskamp mod Brøndby med 0-1 på et mål langt inde i dommerens tillægstid.

Kampen var fyldt med masser af intensitet, drama og nerver.

Men den åbnede først rigtigt op med 20 minutter igen, da Brøndbys Quincy Antipas blev udvist efter to gule kort.

Angriberen fik sit første kort for en kombination af film og efterfølgende brok og senere for at gå for hårdt ind i en tackling.

AC Horsens pressede voldsomt på for den afgørende scoring efterfølgende, der kunne have reddet dem og sendt Brøndby ned. Og flere gange var man tæt på.

Martin Spelmann og Henrik Toft havde gode hovedstødsmuligheder, mens Jude Nworuh havde et godt ramt langskud, der strøg lige over mål.

Men ind kom bolden aldrig. Og i de døende sekunder havde østjyderne åbnet så meget op bag til, at Dennis Rommedahl slap igennem helt fri og kunne spille Lebogang Phiri fri foran mål. 1-0.

Da AC Horsens skulle vinde kampen for at overleve var alt håb herefter ude.

Selve kampen var mere intens end den var velspillet. Kampens betydning satte i den grad sit præg på spillet.

Brøndby var i kampens indledning mest målsøgende. Men generelt kun efter én opskrift. Ned bag Horsens-backen og til baglinjen for at ramme lange Simon Makienok inde foran mål. Det lykkedes dog kun sjældent.

Og da AC Horsens heller ikke magtede at sætte reelle målchancer op, blev kampen meget til et opgør på fysik midt på banen.

Chancer blev der til gengæld ved med at være få af. I første halvleg ville hjemmeholdet gerne have haft et straffespark, da André Bjerregaard rendte sammen med Brøndby-målmand Michael Falkesgaard.

Men det fik han ikke og AC Horsens må følge Silkeborg IF ned i 1. division.