TV der bevæger dig

SAMFUND

Brug kommunefinten og spar masser af boligpenge

Du kan spare op til 55 pct. hvis du køber din bolig i Tønder Kommune frem for i nabokommunen Esbjerg.

Du kan spare masser af boligpenge, hvis prisen er vigtigere end beliggenheden. Foto: Henning Bagger

Du kan spare mange penge på din bolig, hvis prisen er vigtigere end beliggenheden for dig. Hvis du er villig til at flytte lidt efter huset med den gode pris, kan du f.eks. spare helt op til 55 pct. på udbudsprisen, hvis du køber en bolig i Tønder Kommune i stedet for i nabokommunen Esbjerg. Det viser beregninger, som ejendomsmæglernes egen site, Boligsiden.dk, har foretaget.

I Esbjerg kommune er den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter bolig lige nu 13.585 kr.,  mens den i nabokommunen Tønder er 8.761 kr. Priserne er baseret på det antal ejerboliger, som lige nu er til salg. 

Også i den østlige side af Syd- og Sønderjylland er der mange boligpenge at spare indenfor få kilometers afstand.  TV SYD har sammenlignet to boliger, som lige nu er til salg på Boligsiden.dk. Her kan man spare 1.120 mio. kr. ved at købe et hus på 235 kvadratmeter i den lille By Uldum i Hedensted Kommune frem for et hus med tilsvarende størrelse, 250 kvadratmeter, på Solsikkevej i nabokommunen Horsens.   

Se det ene hus her

Og det andet her

 

Der er mere end en mio.kr. at spare på huskøb hvis man synes, det er ok. at køre lidt længere. Foto: Grafik: Morten Glise Schmidt

 

Vejen og Tønder kommuner er blandt de allerbilligste kommuner i hele Danmark at købe ejerboliger i.

Tønder og Vejen kommuner er blandt Danmarks absolut billigste kommuner at købe ejerbolig i.

For tiden er den gennemsnitlige pris for en kvadratmeter bolig i Tønder Kommune 8.761 kr. Prisen er beregnet ud fra de 854 ejerboliger, som lige nu er til salg i kommunen. Kun seks kommuner over hele landet har lige nu en lavere gennemsnitlig salgspris på ejerboliger. En af dem er Vejen, som er den kommune her i Syd- og Sønderjylland med den laveste pris pr. kvadratmeter. Den er på 8.660 kr. Prisen er beregnet ud fra de 554 ejerboliger, som lige nu er til salg i Vejen Kommune. Se hele listen her