Bryghus beder om donationer på nettet

Vestslesvigsk Bryghus benytter crowdfunding til at finansiere nyt udstyr til bryggeriet, fordi det er med til at skabe kontakt til lokalsamfundet.

Hvad gør man, når man har en lovende virksomhed, men mangler penge til at drive den videre? Mange ville gå i banken, men hos Vestslesvigsk Bryghus i Løgumkloster har de valgt en anden metode: De samler ind på nettet via crowdfunding.

- Det er et relativt nyt fænomen, men jeg oplever, at når man forklarer, hvad det går ud på, så synes folk, det er spændende. Især lokalt synes folk, det er spændende, at der sker noget, som kan være med til at profilere området, og at de selv kan deltage i det, siger brygmester Hans Lautrup Nørgaard til TV SYD.

Crowdfunding fungerer sådan, at man klikker ind på en side, hvor man kan tilkendegive, hvor mange penge man ønsker at donere. Hvis virksomheden når målet, så får alle, der har doneret, en gave.

Sådan bliver en øl lavet på Vestslesvigsk Bryghus.

Bryghuset er lige nu halvvejs mod målet om at indsamle 50.000 kr. De indsamlede midler vil gå til at opgradere brygudstyret samt investere i blandt andet trætønder til lagring af øllet.

Her kan du læse mere om Vestslesvigsk Bryghus' crowdfunding-kampagne.