Bryster på afbetaling

Kvinderne smider bluserne og får lavet nye bryster som aldrig før, men de behøver ikke længere at spare op i flere år, inden de hopper op på operationsbriksen. De kan tage et kvik-lån, skriver Vejle Amts Folkeblad onsdag.

Finansieringsselskabet Dan-Aktiv tilbyder nu kviklån til at få lavet svulmende attributter, strammere maveskind eller få fikset knæet.

Kort sagt: Skønheds- og ikke livstruende operationer - og pengene til det, er kun et klik væk.

- Vi giver folk mulighed for at få lavet det, de gerne vil, på en enkel og nem måde, og så er det ligegyldigt, om der er tale om en menisk eller et par nye bryster. Alle kan få råd til operationer på den måde, selvom de ikke har pengene på bankbogen, siger administrerende direktør Søren Kargaard fra Dan-Aktiv.

Dyre lån

Dan-Aktiv, der kalder sig Sundhedskonto.dk i denne sammenhæng, har indledt et samarbejde med de fleste privathospitaler i Danmark.

Et par nye bryster koster godt 30.000 kroner. Låner du pengene, betaler du over fem år 42.809 kroner tilbage.

Ifølge mybanker.dk, der sammenligner forbrugslån blandt bankerne, ville samme lån koste godt 36.000 kroner hos én af de billigste banker, men:

- Jeg tror, at vores kunder foretrækker os frem for bankerne, fordi der måske er en tendens til, at de siger nej til sådan en type lån. Det er heller ikke nødvendigt at booke en tid med en kunderådgiver. Vi giver et svar på 15 minutter, og det tror jeg tiltrækker folk, siger Søren Kargaard.