Buejagt i kraftig vækst

Det er blevet en sand trend at lade geværet ligge hjemme når dagens står på jagt. Flere og flere danske jægere er begyndt at gå på jagt med bue og pil.

Det lyder måske umiddelbart utroligt gammeldags. Men en af de hotteste jagt-trends i 2015 er, at gå på jagt med bue og pil.
Alene de sidste 4 år er antallet af udstedte buetilladelser steget fra 900 til 2.076.

Det kræver et kursus og en bestået bueprøve, før man som jæger kan få en tilladelse til at gå på buejagt.
En af de mange buejægere er Henrik Hedegaard Madsen fra Store Darum, der underviser i brugen af buer til kommende buejægere. Selv har han som en ud af tre danskere tilladelse til at gå på jagt med alle tre tilladte buetyper i Danmark. De tre buer er en compound-bue, en recurve-bue og en langbue.

Du kan blive meget klogere på buejagt i dagens udgave af Naboer, der sender fra Store Darum. Her besøger vært Thomas Lee Christensen Henrik Hedegaard Madsen, der skal gøre os klogere på det at gå på jagt med bue og pil. Naboer fra Store Darum sendes i dag på TV SYD+ klokken 14:00, 19:55 og 22:35.