Bureau fandt den forkerte - men får måske en ny chance

Rekrutterings-firmaet Mercuri Urval kiksede med at finde en en kommunaldirektør til Haderslev kommune. Det kostede skatteborgerne 2,2 mio. Mercuri Urval får måske en ny chance.

Mercuri Urval fik til opgave at finde en ny kommunaldirektør.
Men ham de fandt -  Henrik Græsdal - holdt kun tre måneder i stillingen, inden han blev fritstillet.
Det kom til at koste Haderslevs skatteborgere over 2,2 millioner kroner.

Men nu får Mercuri Urval måske endnu en chance til at finde en ny kommunaldirektør til Haderslev kommune.
Og denne gang koster det ikke kommunen 140.000. Mercuri Urval gør det nemlig gratis.

- Vores overvejelse er, om vi har tillid nok til det bureau, vi brugte denne gang, eller om vi skal bruge et af de andre rekrutteringsbureauer, som vi har brugt før. Det beslutter økonomiudvalget på sit næste møde d. 20. februar, siger borgmester Jens Christian Gjesing til P4 Syd.