Burka-forbud deler liberale folketingsmedlemmer

Selvom et flertal i Liberal Alliances folketingsgruppe stemmer mod det såkaldte Burka-forbud, så går de to lokalt valgte ind for et forbud. Det gælder kulturminister Mette Bock og Henrik Dahl.

Liberal Alliance har stillet sine folketingsmedlemmer frit, når der skal stemmes om forslaget om tildækningsforbud - populært kaldet burkaforbud. 

Det har et flertal af partiets folketingsgruppe benyttet sig af til at gå imod regeringens linje, når forslaget skal til afstemning i Folketingssalen.

quote

 At forbyde burka og niqab i det offentlige rum er langt fra noget mirakelmiddel. Men det er et ganske lille skridt i den nødvendige bevægelse, det er at trænge de mest ortodokse fortolkninger tilbage.

 Henrik Dahl, folketingsmedlem, Liberal Alliance

Partiet har 13 medlemmer af Folketinget. Fem af dem er ministre og støtter ifølge Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, forslaget. Men af de øvrige otte medlemmer stemmer kun én for, skriver Ritzau.

Undtagelsen blandt de menige folketingsmedlemmer i Liberal Alliance er Henrik Dahl, der er opstillet og valgt Sydjyllands Storkreds, ligesom kulturminister Mette Bock også er.

Henrik Dahl har længe argumenteret for et forbud - og gentager på sin Facebookprofil, at han holder fast i sin opfattelse.

- At forbyde burka og niqab i det offentlige rum er langt fra noget mirakelmiddel. Men det er et ganske lille skridt i den nødvendige bevægelse, det er at trænge de mest ortodokse fortolkninger tilbage. På langt sigt bliver vi nødt til at insistere på, at man ikke kan praktisere islam i Europa på måder, der ikke indrømmer forrang til landenes verdslige forfatninger. Derfor kan vi lige så godt komme i gang med et overkommeligt forbud, skriver Henrik Dahl i sit Facebookopslag, der kan læses i sin helhed herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sendte tidligere tirsdag lovforslaget i høring med henblik på at fremsætte det i Folketinget i foråret, så det kan træde i kraft senere på året. 

Det fremgår af forslaget, at overtrædelse ikke skal koste fængselsstraf, som der var lagt op til. I stedet udløser det bøder på op til 10.000 kroner ved gentagne overtrædelser.

Første gang en person overtræder forbuddet, kan vedkommende straffes med en bøde på op til 1000 kroner. Sker det flere gange, kan bøden forhøjes til op til 10.000 kroner.

Spørgsmålet om, hvorvidt gentagne overtrædelser skal straffes med bøde eller fængsel, har været et stridspunkt i regeringen. 

Venstres Eva Kjer Hansen fra Aabenraa, der også er valgt i Sydjyllands Storkreds, har tidligere meddelt, at hun stemmer mod sit parti i burka-spørgsmålet.