Burka-forbud rammer Fanøs kvinder

Muslimske kvinder er ikke de eneste, der går tildækket. Til kvindernes nationaldragt på Fanø hører der nemlig en ’strude’ - en hovedbeklædning, der dækker det meste af ansigtet.

Alt tyder på, at et forbud mod at bære maskering i det offentlige rum bliver en realitet, nu hvor forslaget er ved at have flertal i folketinget. Men det er ikke kun de tildækkede muslimske kvinder, som risikerer at blive ramt af forbuddet. Det gør kvinderne på Fanø også.

Fanøs folkedragt består nemlig blandt andet af en ’strude’ – en hovedbeklædning, der dækker det meste af ansigtet, så kun øjnene er synlige.

Her kan du se, hvordan den traditionelle 'strude' ser ud. 

I dag benyttes 'struden' kun ved særlige lejligheder som f.eks, når de gamle traditioner bliver fejret under de årlige Fannikkerdage. Men førhen var den en vigtig beskyttelse mod vejr og vind, for eksempel som en del af arbejdsdragten i høsten.

Hvis burkaforbuddet bliver en realitet, må den traditionelle hovedbeklædning i princippet heller ikke bæres.