Buschauffør overfaldet af hidsig passager

Buschaufføren blev både truet og spyttet på af passager, mens bussen holdt parkeret på stationen i Haderslev.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser gerningsmanden til et overfald, der skete i bus nr. 123 fredag klokken 22.08.

Bussen holdt på det tidspunkt parkeret på stationen i Haderslev.

Ifølge vagthavende Erik Lindholdt blev passageren pludselig vred på chaufføren og rev ham i kraven, mens han truede og spyttede.

- Passageren sad åbenbart og småsov i bussen, og da chaufføren kikkede på ham, for han pludselig op og råbte på arabisk efter chaufføren, fortæller vagtchef Erik Lindholdt til TV SYD.

Hvad der var årsagen til overfaldet, har politiet endnu ikke kendskab til.

Gerningsmanden beskrives som 40-50 år med arabisk udseende, 185 centimeter høj og med gråligt hår og kraftigt overskæg.

Politiet har talt med et vidne, der bekræfter episoden, men vil gerne høre fra flere, der kender til overfaldet.

Politiet kan kontaktes på 1 1 4.