Buschauffør til protestmøde: - Vi bliver stresset

De stramme køreplaner har konsekvenser for både chauffører og passagerer, mener sønderjysk buschauffør.

800 buschauffører var søndag samlet til protestmøde i Odense, fordi de mener, at deres arbejdsvilkår er for ringe. Blandt de mange chauffører sad Anna Lise Sæderup, der er buschauffør i Haderslev.

quote

Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at vi står sammen som chauffører i hele Danmark.

Anna Lise Sæderup, buschauffør, Haderslev

Ifølge 3F og buschaufførerne er køreplanerne for stramme, da de ikke tager hensyn til omskifteligt vejr og trafik. Anna Lise var med for at have en stemme i det fælles opråb og fortælle, hvad det har af konsekvenser for buschaufførernes trivsel på arbejdet.

Anna Lise fortæller til TV SYD, at den nuværende køreplan blandt andet gør, at hun nogle gange ikke får holdt den pause, hun har krav på, på grund af forsinkelser i trafikken. Pauserne bruges ikke kun som frokost- eller tissepauser. Anna Lise fortæller, at de også bruges til kommunikation chaufførerne imellem – hvis de ellers havde tid.

- Vi bliver stresset, og man får for lidt tid til at snakke med en kollega om et problem eller en kunde. Det kan være nogle ting, som man oplever i bussen, man gerne vil give videre, men ofte kan det være et problem, fordi tiden er for knap, siger Anna Lise til TV SYD efter stormødets afslutning.

Anna Lise Sæderup mener, at en ændring i buschaufførernes arbejdsvilkår er nødvendig, fordi det nuværende blandt andet skaber stress.
Anna Lise Sæderup mener, at en ændring i buschaufførernes arbejdsvilkår er nødvendig, fordi det nuværende blandt andet skaber stress.

Passagererne påvirkes også

Men det er ikke kun buschaufførerne det går ud over. Anna Lise oplever på første hånd, hvordan køreplanerne kan påvirke passagerernes dag, hvis de ikke overholdes. Hun nævner blandt andet forsinkelser, så børn kommer for sent i skole, eller passagererne ikke når den næste afgang.

- Jeg tror, det har en afgjort betydning for passagererne, at køreplanerne er så stramme, for de oplever jo også forsinkelser, (…) fordi vi ikke kan nå at få dem fragtet indenfor de tidsrammer, der er givet.

Buschaufførernes håb med samlingen er at råbe politikerne og trafikselskaberne op. Til dagens møde lærte Anna Lise, hvad det blandt andet kræver:

- Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at vi står sammen som chauffører i hele Danmark, siger hun.