Buschauffører må gå bag en busk

De må gøre det i vejkanten, på det lokale plejehjem eller bag en busk. Sønderjyske buschauffører må køre bus i tre timer eller mere, før de kan komme på toilettet.

Det skriver Avisen.dk. Chaufførernes fagforening, 3F, mener, at forholdene er uanstændige.

- Jeg har været i branchen i 25 år, og det er ikke et problem, der er blevet mindre. Og det er uanstændigt at man tilrettelægger arbejdet sådan at chaufførerne ikke kan komme på toilet, siger Kjeld Hougaard Jensen, miljøkonsulent i 3F til Avisen.dk.

Problemet er særlig stort i Sønder- og Nordjylland, hvor flere buschauffører efterspørger toiletter. Nogle fortæller Avisen.dk, at de må vente i op til tre timer for at komme til at toilet.

Ifølge Arbejdstilsynets vejledning på området, er det arbejdsgivernes ansvar, at der er ordentlige toiletforhold til stede.

Det er regionernes fem store trafikselskaber, der udbyder buskørslen til arbejdsgivere som for eksempel Arriva, Tidebus og Nettbuss, og de har mulighed for, at stille krav om ordentlige toiletforhold i udbudsmaterialet.

Det har man valgt ikke at gøre i Sydtrafik, og det er der en særlig grund til, siger økonom i trafikselskabet, Jørgen Fischer:

- Mange steder er det kommunerne, der ejer toiletfaciliterne, og vi ønsker ikke at tvinge vognmændene til at indgå en aftale med kommunerne, siger han til Avisen.dk.

- Se hele artiklen fra avisen.dk her