TV der bevæger dig

Butikker til spil er på vej til Danmark

Spillesteder som Pitstop i Fredericia får nu hård konkurrence.

Udenlandske spilleselskaber som britiske Ladbrokes og William Hill vil fra 1. januar næste år frit kunne åbne spillebutikker rundt om i de danske byer. Det vil presse Pitstop i Fredericia og lignende butikker i andre byer. 

På vid gab

Det er konsekvensen af den lovgivning, som Folketingets partier og skatteminister Kristian Jensen (V) i dag torsdag indleder de afsluttende forhandlinger om, men hvor det allerede ligger fast, at porten for de udenlandske spillebutikker vil blive åbnet på vid gab.

Skatteminister åbner døren

- Det bliver sådan, at spiludbyderne kan åbne spilleforretninger. Så ligesom vi har Pitstop-forretningerne og steder, hvor man kan gå ind at spille på enarmede tyveknægte, vil vi også få butikker med udenlandske udbydere, siger Kristian Jensen til Politiken.

Poker på Internettet

Dermed får danskerne for første gang adgang til lovligt at vædde på fodbold, ishockey og håndbold hos andre selskaber end Danske Spil. Ligesom det fremover vil være lovligt at spille poker via internettet.

EU vil bryde dansk monopol

Den nye spillelovgivning er et resultat af et langvarigt pres fra EU. Unionen vil ikke acceptere det danske monopol, og efter trusler om en retssag ved EF-domstolen har Danmark efter flere års tovtrækkeri i sommer fået godkendt et udkast til en ny lovgivning, der skal give de udenlandske selskaber adgang til Danmark.

Del i overskuddet

Det betyder blandt andet, at de udenlandske spilleselskaber skal have en licens. De skal underlægge sig kontrol, der skal dæmme op for ludomani. Og så skal de betale en særlig spilleafgift, der i regeringens udspil er på 20 procent af spilleselskabernes overskud.

Hvad med Tipsmidlerne?

Tilbage står diskussionen om det, som det danske spillemonopol hidtil har bidraget med - nemlig de cirka 1,6 milliarder kroner, der i årevis har sikret spejdere, idrætsforeninger og kulturliv penge til deres aktiviteter via de såkaldte tipsmidler.

Strid om millioner

Langt de fleste penge er sikret ved, at Lotto og skrabespil forbliver monopoliseret under Danske Spil. Men SF og regeringen strides inden torsdagens forhandlinger om 50 millioner kroner, som SF vil have statskassen til at betale til Tipsmidlerne, mens regeringen siger, at den økonomiske situation gør, at der skal strammes op overalt i statens budgetter.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden