Byggeplads-tyverier boomer

Antallet af tyverier på byggepladserne er steget markant i 2017.

Efter nogle år med nedgang i antallet af anmeldte tyverier fra landets byggepladser, er udviklingen vendt dramatisk i 2017. 

Ifølge brancheorganisationen TEKNIQ viser nye tal fra Rigspolitiet, at antallet af anmeldte tyverier i Syd- og Sønderjylland steg med over 158 procent (fra 12 til 31 anmeldelser) i tredje kvartal 2017 i forhold til samme periode året før, mens stigningen i Sydøstjylland er på 75 procent (fra 16 til 28 anmeldelser).

Lars Petrowsky, formand for TEKNIQ-råd Syddanmark, driver en VVS-forretning i Vejle.
Lars Petrowsky, formand for TEKNIQ-råd Syddanmark, driver en VVS-forretning i Vejle.

På landsplan ses også en stigning - men knap så dramatisk.

- Det har store praktiske og økonomiske konsekvenser, når vi får stjålet værktøj og materialer. Arbejdet sættes i stå, indtil det stjålne kan erstattes, så det koster os penge hver gang, siger Lars Petrowsky, formand for TEKNIQ-råd Syddanmark, der selv driver en VVS-forretning i Vejle. 

Han mærker også i sin forretning det stigende omfang af tyverier.

quote

Arbejdet sættes i stå, indtil det stjålne kan erstattes, så det koster os penge hver gang.

Lars Petrowsky, VVS-mester, Vejle

- I juleferien fik vi tømt en af vores arbejdsbiler for værktøj. Det løber nemt op i 60.000 til 80.000 kroner, siger Lars Petrowsky til TV SYD.

Rigspolitiets tal viser desuden, at sandsynligheden for, at tyvene fanges, er ganske beskeden. I årets tre første kvartaler har der således på landsplan været i alt 851 anmeldelser af tyverier fra byggepladser, samtidig med at der kun er blevet rejst 134 sigtelser.