Byggestart på samlet brandstation

Borgmester Johnny Søtrup tog mandag eftermiddag første spadestik til en samlet beredskabsstation i Esbjerg til 59 mill. kr. De første udrykninger skal kunne ske fra 1. december.

Den nye brand- og redningsstation bliver opført på adressen Vibevej 18 - den tidligere GASA-grund. Byggeriet skal samle Falcks udrykningstjeneste og det kommunale beredskab.

Flytter sammen

Falck har i dag to adresser i byen - og det kommunale beredskab andre to. Alt bliver samlet i tre bygninger.

Der opføres en hovedbygning på ca. 1500 kvadratmeter med administration og velfærdslokaler for både Falck og kommunens beredskab. Der indrettes garager til ambulancer og brandbiler på ca. 1000 kvadratmeter. Og det kommunale støttepunkt-beredskab får et lignende areal.

Carport på 1500 kvm.

Udover hovedbygningen bliver der en carport på 1500 kvadratmeter, som Falck og kommunen skal dele, og et kommunalt beredskabsdepot på ca. 1000 kvadratmeter.

Grunden, som har kostet 10 mio. kr., er på 18.000 kvadratmeter. Falck kommer til at stå for byggeriet, som samlet løber op i 59 mio. kr. Kommunen skal derefter leje sig ind.