Byrådsmedlem Jean Brahe er død

Det konservative byrådsmedlem Jean Brahe fra Fredericia Kommune er død natten til fredag. Han blev 64 år gammel.

Natten til fredag døde den 64-årige Jean Brahe, der er byrådsmedlem i Fredericia Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Jean Brahe sad i Fredericia Byråd fra 1994 til 2004 - og igen fra 2014 til nu. I den sidste periode var han formand for By- og Planudvalget.

- Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om Jean Brahes alt for tidlige død. Jeg savner allerede hans selskab. Jean havde en unik personlighed. Han var klog, vidende, skarp, humoristisk og en rigtig god kollega, siger borgmester Jacob Bjerregaard. 

Jean Brahe blev født i 1951 i Fredericia. Han blev uddannet arkitekt og civiløkonom og startede i 1976 tegnestuen Brahe & Partnere, som han i en lang årrække var medejer af.

- Han ragede op med en viden og indsigt, som han gladeligt delte med os andre. Til gavn for sit elskede Fredericia. Jean var på til det sidste og satte sine solide aftryk. Mine tanker går særligt til Jeans hustru Karin og resten af familien, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Jean Brahe bliver bisat fra Trinitatis Kirke på fredag den 16 september klokken 13.