Byrådsmedlem tiltalt for vold mod søn

Byrådsmedlem Kinna Martinez-Dreesen, Tønder, bliver nu også tiltalt for vold mod sin søn. Hun er i forvejen tiltalt for vold og trusler mod en sagsbehandler i Tønder Kommune.

Retssagen begynder 2. november. Kinna Martinez-Dreesens mand er også tiltalt for vold mod sønnen.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, har politikeren og hendes mand både slået og sparket drengen, ligesom de har givet ham håndjern på og tvunget ham ind i en kold bruser. Kinna Martinez-Dreesens mand er desuden tiltalt for at true sønnen med en kniv.

- Mine klienter nægter sig skyldig i alle anklager. Det bliver bakket op af deres to ældste børn, som jeg har indkaldt som vidner i sagen, og jeg forventer, at de bliver frifundet, siger parret advokat, Amdi Møller, til Ritzau.

Hvis Kinna Martinez-Dreesen, der er løsgænger efter brud med først Dansk Folkeparti og senere Liberal Alliance, bliver dømt, mister hun sandsynligvis sin plads i byrådet. Det vil betyde, at Dansk Folkeparti får sit mandat tilbage.