Byrådsmedlem ude med sne-skraberen

Kolding Kommune har hyret en landmand, der sidder i byrådet for Venstre, til at rydde sne i Christiansfeld. Det undrer borgere og politikere. Hvorfor har kommunen ikke spurgt områdets entreprenører, der alligevel ikke har noget at lave?

Chr. Kloppenborg-Skrumsager er egentlig svineproducent - og medlem af byrådet for Venstre. Han meldte sig på banen, da kommunen havde brug for ekstra kræfter til at få bugt med sneen. Men ansættelsen af ham til sne-rydningen har givet anledning til snak om kammerateri.
.

Private udbydere

Sne-rydning er ikke kun et kommunalt anlæggende. Også private udbydere er blevet hyret, men kommunens borgere har skældt voldsomt ud over sne-rydningen. Derfor besluttede Kolding kommune med borgmester Jørn Pedersen i spidsen at betale landmænd for at gøre arbejdet.

Der kom henvendelser fra godt 100 landmænd og maskinstationer, som gerne ville rydde sne på kommunens veje og dermed tjene en ekstra skilling. Men kun seks landmænd blev udvalgt.

Christian Kloppenborg-Skrumsager der sidder i byrådet for Venstre var én af dem. og det har givet anledning til beskyldninger om kammerateri i Kolding kommune.

Christian Kloppenborg-Skrumsager bor i Sjølund, men har ryddet sne i Christiansfeld cirka otte kilometer væk, selvom byen har flere entreprenører. Mange af de lokale entreprenører, som TV SYD har talt med, undrer sig over, at de ikke blev valgt, når nu de har erfaring med at fjerne sne.

De ønsker dog ikke at stå frem af frygt for at deres samarbejde med kommunen skulle lide skade