Gasledning kan spænde ben for byudvikling

En gasledning fra Egtved til Lillebælt risikerer at ødelægge planerne om tusinde af nye boliger og veje syd for Kolding.

Når gravemaskinerne om to år starter med at grave ud til en ny gasledning kan byudviklingen i Kolding blive udfordret.

Gasledningen skal strække sig tværs over Jylland, Fyn og Sjælland og levere gas til Danmark og videre til Polen fra Nordsøen.

Indtil nu har Energinet, der står for anlægningen og driften af ledningen tegnet to streger på landkortet syd for Kolding. En af dem ligger lige op mod Vonsild by, og igennem marker, hvor der om få år skal stå tusindvis af nye boliger. 

- Det har en kæmpe betydning for kommunen. Det er byudvikling og en ret massiv byudvikling, der står på spil ud over infrastruktur og en omfartsvej, siger borgmester i Kolding Kommune, Jørn Pedersen (V) til TV SYD.

Selvom gasledningen skal gå under jorden, så må der af sikkerhedshensyn ikke bygges huse ovenpå ledningen og i en sikkerhedsradius omkring den. 

Energinets nye gasledning vil for eksempel ødelægge Kolding Kommunes plan om at anlægge en ny omfartsvej syd for Kolding.
Energinets nye gasledning vil for eksempel ødelægge Kolding Kommunes plan om at anlægge en ny omfartsvej syd for Kolding.
Foto: John Melin, TV SYD

Derfor håber borgmesteren nu, at det høringssvar, kommunen indsendte i januar, bliver hørt.

- Så skal vi jo have fat i den store hammer, altså i vores politiske håndværk, men i første omgang, har jeg en forventning om, at man lytter til vores seriøse indsigelser, siger Jørn Pedersen.