Café skal hjælpe angste soldater

Mange krigsveteraner har sociale fobier og bliver derhjemme hele dagen.

Onsdag åbnede Veterancafé Esbjerg. Cafeen er et nyt samlingssted for veteraner og deres pårørende, og den blev åbnet på Flagdagen for Danmarks udsendte.

- Her i kommunen er der cirka 80 sårede veteraner, som har så store problemer, at de ikke tør at bevæge sig ud blandt andre mennesker. Dem vil vi gerne have herned, siger Carl Bratved, som er formand for Veterancafé Esbjerg.

Hjemme hele dagen 

Der er cirka 800 veteraner i Esbjerg, og cirka hver tiende af dem har sociale fobier. Cafeens formand mener, det nye samlingssted kan forbedre veteranernes tilværelse.

quote

Mange sidder alene hjemme hele dagen og går kun ud om aftenen.

Carl Bratved, formand for Veterancafé Esbjerg.

- Her kan de få noget socialt samvær, som mange af dem ellers ikke ville få. Mange sidder alene hjemme hele dagen og går kun ud om aftenen. Her skal de ikke forklare, hvilke problemer, de har, for alle er ligesindede. Så de kan hygge sig stille og roligt sammen, siger Carl Bratved.

Åbent hver onsdag

Cafeen ligger i Frivillighuset Vindrosen, og den vil være åben hver onsdag fra klokken 12 til 15.