Camilla modtog Kenneths personlige oplysninger: - Jeg er dybt krænket

Camilla Gaudesen modtog to sider med lægeudtalelser om en komplet fremmed mand fra Vejle Kommune. Dybt krænkende, mener den forurettede mand.

Hjemme hos Camilla Gaudesen lå der en dag et tykt brev fra Vejle kommune. Det var en aktindsigt i hendes egen sag. Men blandt papirerne lå der noget helt uventet.

En helt tilfældig mands journal blev sendt til hendes postkasse fra Vejle Kommune. Oplysningerne lå pludselig blandt hendes egne sagsakter, som hun havde fået fra kommunen, og i journalen kunne hun læse alt om manden og hans sygdomsforløb.

- Jeg blev noget chokeret, for jeg troede først, det var mine egne papirer, jeg havde fået. Så begynder jeg at læse, og så kan jeg se, de ting, der står, ikke passer på mig, fortæller Camilla Gaudesen til TV SYD.

quote

Jeg blev noget chokeret, for jeg troede først, det var mine egne papirer, jeg havde fået. Så begynder jeg at læse, og så kan jeg se, de ting, der står, ikke passer på mig.

Camilla Gaudesen

I alt to sider lå der med lægeudtalelser om den fremmede mand: Kenneth Jespersen.

- Jo mere jeg læser, desto mere chokeret bliver jeg, for det er ekstremt personlige oplysninger, siger Camilla Gaudesen.

Dybt krænkende

Historien her kommer efter Datatilsynet i går kritiserede Vejle Kommune for brud på persondataloven, når det gælder oplysninger der pludselig bliver tilgængelige på internettet. Og for Kenneth Jespersen var det hårdt at få at vide, hans oplysninger var blevet delt:

- Jeg føler, det er dybt krænkende. De oplysninger, jeg har givet til kommunen, har jeg givet i den tro, det blev mellem kommunen og jeg, siger Kenneth Jespersen.

quote

Den person, der har fået de her papirer, kender mig bedre end mange af mine venner måske gør.

Kenneth Jespersen

Kenneth Jespersen blev fejlopereret som 15 årig og fik derefter kroniske smerter. I dag har han styr over sine smerter og studerer finansbachelor.

- Den person, der har fået de her papirer, kender mig bedre end mange af mine venner måske gør.

Camilla kontaktede Kenneth

Camilla Gaudesen valgte at tage kontakt til Kenneth Jespersen, da hun for halvandet år siden opdagede, at hans fortrolige oplysninger var blevet delt.

- Og så kontaktede jeg kommunen og gjorde opmærksom på, jeg havde fået de her papirer, siger Camilla Gaudesen.

- Det eneste, jeg fik, var en beklagelse over, det var sket. Det finder jeg meget letkøbt, siger Kenneth Jepsersen.

Vejle Kommune beklager

Birgit Thorup, arbejdsmarkedschef i Vejle Kommune, vil gerne beklage og i øvrigt invitere de to ind til en snak om, hvad der er sket, siger hun torsdag til TV SYD.

- Det er dybt uheldigt, der kommer forkerte oplysninger ud til en borger. Det er sådan en fejl, der bare ikke må ske, siger Birgit Thorup til TV SYD. Sagen er før Birgit Thorups tid på posten, skal det dog indskydes.

På landsplan er det siden besluttet, at der ikke sendes oplysninger ud til borgere i papirform men kun elektronisk.

Se hele indslaget om Camilla Gaudesen og Kenenth Jepsersens oplevelse her:

Camilla oplevede at få tilsendt en helt tilfældig mands journal fra Vejle Kommune. Der kunne man læse alt om ham og hans sygdomsforløb.