Campingdrab: Betjent er nu anmeldt

Politiklagemyndigheden har i dag modtaget en anmeldelse af den vagthavende betjent, der i forbindelse med campingdrabet i Vejers, undlod at reagere på opkald før drabet.

Indehaveren af Stjerne Campingplads kontaktede to gange politiet dagen før drabet på en 64-årig mand på en campingplads i Vejers. Den 53-årige drabsigtede viste tegn på at være psykisk syg, og indehaveren vare bekymret for ham.

Det reagerede politiet ikke på, selvom de havde mulighed for at rådføre sig med en psykiatrisk afdeling.

Det har nu ført til en anmeldelse fra en mand på Frederiksberg, som er rettet mod den vagthavende betjent, der modtog de to opkald fra campingpladsen, dagen inden drabet. 

- Den/de vagthavende må have undladt at slå drabsmanden op i det centrale strafferegister, og der må derfor foreligge grov og gentagende pligtforsømmelse under så skærpende omstændigheder, at Den Uafhængige Politiklagemyndigehed og Statsadvokaten i Viborg må kunne gennemføre en straffesag mod de pligtforsømmelige polititjenestemænd til domfældelse, skriver han blandt andet i anmeldelsen til Politiklagemyndigheden.

Syd- og Sønderjyllands Politi ønsker ikke at kommentere på anmeldelsen.