Campingfatter er fuld af gode idéer

Bilbingo, Bamse-kopiband og køkkenhave. Helge Stolberg Madsen kaster sig ud i hvad som helst for at kræse om sine campister.

Dyyyyyt. Der er godt gang i campingfatter Helge Stolberg Madsens seneste tiltag. Bilbingo. 20-25 biler holder med nedrullede vinduer, mens tallene slynger ud af højtaleren. Når de har pladen fuld, trykker de hornet i bund.

Egtved Camping, der drives af Helge Stolberg Madsen og hans kone, skal man ikke kede sig. Det sørger campingfatter for. Når det ikke er bilbingo, så er det koncerter. For ud over at fungere som campingchef, stiller Helge Stolberg Madsen sig gerne op på scenen og giver et Bamse-nummer.

Og ifølge campingfatteren er det ikke bare for at lokke nye gæster til.

- Det er selvfølgelig altid vigtigt at forny sig – det er klart. Men vi vil gerne skabe mere begejstring i hverdagen for vores gæster. Derfor finder vi på sådan nogle ting, siger han.

De mange skæve og musikalske tiltag, der er på campingpladsen, falder i god smag hos gæsterne.

- Vi kan godt lide musikken, og det betyder noget, at man ser en masse fremmede mennesker. Det er ikke tvang, men vi nyder at kunne deltage, siger Hardy Andersen, der bor hele året på Egtved Camping sammen med sin kone.

Parret har også fået lov at lave en køkkenhave på campingpladsen, så Hardy Andersen leverer gevinster til bilbingo i form af nyopgravede kartofler.

Hvad campingfatterens næste påfund er, er ikke til at vide, men noget skal der nok komme, garanterer han.

- Sommetider drømmer jeg om en eller anden lille ting, som skal prøves af, og så gør vi det. Og mor har sagt, at hun er villig til at bo med mig i en jordhule, så der er sådan set ingenting, der kan gå galt.