Carina Christensen jobsøgende

Den tidligere konservative minister Carina Christensen er måske færdig med politik efter valgnederlag.

Da stemmerne i det sydjyske var talt op, stod det klart, at der ikke bliver genvalg til de konservatives politiske ordfører, Carina Christensen.

Partiet fik kun et enkelt mandat i Sydjyllands Storkreds, og der var fredagen igennem et tæt løb mellem Carina Christensen, nu forhenværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og finansordfører Mike Legarth.

Men trods flere ministerposter i de sidste fem år, sendte vælgerne Carina Christensen ud af Christiansborg.

- Vi har fået et elendigt resultat. Det, tror jeg, alle er enige om. Jeg synes sådan set, at vi har ført en fin kampagne og har haft en udmærket valgkamp, men resultatet har ikke været godt nok, siger Carina Christensen.

Overvejer politik

Den konservative profil har endnu ikke besluttet sig til, om valgnederlaget også er et farvel til politik for hende, eller om hun igen skal stille op til Folketinget.

- Nej, det har jeg ikke. Jeg skal ud og have mig et eller andet godt job, og så må jeg lige tænke lidt over det. Så langt er jeg ikke kommet endnu.

- Men jeg håber, at dem, der nu er valgt, vil gå ind og genrejse Det Konservative Folkeparti. For det fortjener vores parti, siger Carina Christensen.

Hun forsvarer samtidig den konservative partiformand, Lars Barfoed.
- Jeg har været fuldt ud tilfreds med Lars Barfoeds indsats. Han skal nok få rejst partiet igen.

Der er tale om et af valgets helt store konservative dramaer i Sydjylland, som Legarth trækker sig sejrrigt ud af.

Carina Christensen får 2747 personlige stemmer - mere end 4000 færre end ved det seneste valg i 2007 - og det giver hende blot en tredjeplads på den konservative liste.

Carina Christensen blev valgt ind i Folketinget i 2001. I december 2006 blev hun udnævnt til familie- og forbrugerminister. Året efter skiftede hun til Transportministeriet, og i 2008 rokerede hun videre som kulturminister.