Carl Holsts advokat: Kritisk rapport til region er uanstændig

Carl Holsts advokat svarer nu på de kritiske anklager mod den tidligere regionsrådsformand.

Carl Holst (V) tager nu - via sin advokat - til genmæle over for den rapport, der er fyldt med alvorlige anklager mod den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark, skriver DR Nyheder.

Ifølge Fyens Stiftstidende viser rapporten fra advokatfirmaet Kromann Reumert flere fiflerier med bilag, tvivlsomme coaching-forløb og dyre kurser i udlandet.

Carl Holst ønsker ikke at udtale sig til DR Nyheder, men henviser til sin advokat, Karoly Nemeth:

- Fremgangsmåden er i strid med enhver form for retssikkerhed, og rapporten er blevet til på en urimelig og uanstændig måde, blandt andet fordi der konsekvent bliver brugt anonyme kilder, siger han:

- Rapporten er foreløbig og indeholder en række faktuelle fejl. Carl Holst har ikke haft en jordisk chance for at forholde sig til kritikken, for han er ikke blevet forholdt noget af materialet, der ligger til grund for den her rapport, siger Karoly Nemeth.

Rapporten er endnu ikke færdiggjort, men skal diskuteres på et forretningsudvalgsmøde i Region Syddanmark onsdag. Her har flere medlemmer udtrykt forbavselse over indholdet af rapporten.

- Jeg er chokeret over indholdet. I mine øjne belaster rapporten Carl Holst yderligere, sagde regionsrådsmedlem i Region Syddanmark Ida Damborg (SF) til TV SYD tidligere tirsdag.

Carl Holst har indtil på mandag til at svare på den kritik, der bliver rejst i rapporten.

TV SYD arbejder på at få en kommentar fra Karoly Nemeth.