Celina fik fjernet gipsen efter knallertulykke

For seks uger siden blev den 3-årige Celina kørt ned af en knallert i et boligområde i Kvaglund og brækkede benet. I dag fik hun fjernet gipsen.

Der er nu gået seks uger, siden den 3-årige Celina blev kørt ned af en knallert i Esbjerg-bydelen Kvaglund. I dag var hun med hendes forældre på sygehuset for at få fjernet gipsen fra det ben, hun brækkede, da knallerten ramte hende.

Bruddet har taget to uger længere om at hele, end lægerne havde regnet med, og med flere ugers genoptræning i vente, er Celinas forældre meget frustrerede over, at det skulle komme så vidt.

Allerede da Celina var spæd efterlyste de flere bomme i området og forudså, at det ville ende med en ulykke, fordi knallerterne kører alt for stærkt.    
 
Celina tilbringer i dag meget af tiden hos sine bedsteforældre. Hun er bange for at opholde sig i lejligheden i Kvaglund, og hun vågner om natten, fordi hun tror, hun hører knallertmotorer.

Det er blevet så slemt, at Celinas forældre nu er i gang med at finde en anden lejlighed.

Politisk initiativ på vej

Byrådsmedlem og formand for Teknik- og forsyningsudvalget Freddie Madsen (DF) lovede for seks uger siden at gøre noget ved de kommunale stier i området, men i dag er der intet sket.

- Jeg forstod, at boligforeningen ikke ønskede at få bomme op i området, men hvis der er problemer ude på stisystemerne, så er jeg villig til at kigge på det allerede i dag, siger Freddie Madsen, der i
øjeblikket er sygemeldt, og det bliver derfor hans Konstituerende formand, der vil bringe sagen videre.

Beboere ikke taget alvorligt

Celinas forældre føler ikke, at de er blevet taget alvorligt, selvom det endte med en ulykke.

- Det burde ikke være nødvendigt at holde kommunen op på, at der skal ske noget i området efter en ulykke, og når det er tydeligt, at der er et problem, siger Celinas far, Michael Hartvigsen.

Freddie Madsen indrømmer, at den eneste løsning på problemet er flere bomme på stierne i området, og han vil nu sørge for, at der kommer flere bomme op på de kommunale stier i området.

- Jeg forstod på boligforeningen, at de ikke ønsker flere bomme omkring boligområdet, men derfor kan vi selvfølgelig gøre noget ved de kommunale stier, siger han.

Freddie Madsen understreger, at kommunen kun kan gribe ind på de offentlige stisystemer i området. Selve boligområderne er privat område, og det er boligforeningens eget ansvar at sætte flere bomme op.

Han opfordrer beboerne til at holde en ekstraordinær generalforsamling i boligforeningen.