Center for gadesport i Esbjerg

Esbjerg skal være centrum for alle former for gadeidræt. Det gælder for eksempel basket, gadefodbold, hip-hop dans og skateboarding.

Kommunen har fået støtte fra Realdania og Tryg Fonden til at forvandle den gamle DSB remise til et asfalteret gaderum under tag.

Gadeidrætsorganisationen GAM3 skal stå for aktiviteterne i området. Organisationen arrangerer gadeidræt i 32 boligområder rundt i Danmark og står bag det første danske Street Mekka i København.

Realdania og Tryg Fonden giver henholdsvis 35 og 10 millioner til at få udvalgt, udviklet og realiseret faciliteter til gadeidræt i tre byer, hvor gadeidrætten allerede blomster.

De øvrige to byer er ikke udpeget endnu.

Esbjerg Kommune bidrager selv med 13,8 millioner kroner til anlægget.

- Ikke alle børn og unge tiltrækkes af den traditionelle danseskole, fodboldklub eller idrætsforening. Med et nyt lokalt Street Mekka i Esbjerg kan flere børn og unge nu mødes omkring selvorganiserede aktiviteter og gadeidræt, bevæge sig og blive en del af et fællesskab, siger Gurli Martinussen, direktør i Tryg Fonden.