Chauffør får krampe og nedlægger lysmast

Porsche bragede ud i kryds, nedlagde et el-skab og en lysmast, før den blev stoppet.

Da en fotograf lørdag eftermiddag holdt for rødt lys ved Vindinggård Ringvej i Vejle, kom en Porsche pludselig hamrende ud i krydset. Den kørte direkte ind i en hæk og nedlagde både et el-skab og en lysmast. Den væltede simpelthen ned over Porschen lige der, hvor chaufføren sad. Nu stod Porschen stille, men der var stadig fuld gas på motoren.

Fotografen var den første på stedet til at hjælpe. Det viste sig, at chaufføren havde fået krampe i speederbenet, så han kunne ikke fjerne sin fod fra speederen.

Der blev ringet 112, og i løbet af kort tid var de professionelle på stedet for at hjælpe.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at føreren var en mand på 47 år. Hverken han eller andre kom til skade. 

Fotografen optog en kort video, før hun forlod stedet. Se den her: