Chauffør om tre trafikdræbte: Jeg så væk i to sekunder

Ung chauffør orienterede sig i bakspejlet. Kort efter hamrede han ind i en række biler, siger han i retten.

Trafikken stod pludselig helt stille, da en ung lastbilchauffør med fuld fart kom kørende på motorvejen ved Horsens 5. december sidste år.

Den 23-årige mand trampede efter eget udsagn på bremsen, men da var det for sent. Det skriver Ritzau.

Det fortæller han onsdag formiddag i Retten i Horsens, hvor han er tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab. Tre personer mistede livet i ulykken.

- Jeg kommer kørende og har ikke noget foran mig i 200-300 meter. Så kigger jeg ud i spejlet for at sikre mig, at læsset ligger, som det skal. Idet jeg kigger op, står det hele stille foran mig. Så trykker jeg på bremsen, siger manden.

- Hvor længe kiggede du i spejlet, vil specialanklager Thomas Steensen vide.

- To sekunder.

- Hvorfor så du ikke bilerne før?

- Det ved jeg ikke, svarer den tiltalte.

Han anslår, at han blot havde 20 eller 30 meter til at bremse. Det var alt for lidt.

- Jeg føler, at der er noget på vejen. Noget olie eller lignende, så den tager ikke meget fart af. Jeg forsøger at lave en undvigelsesmanøvre over i en anden vejbane, men så rammer jeg en bil.

- Jeg vil tro, jeg kører omkring 80 kilometer i timen. Det føles ikke som et hårdt sammenstød. Der går vel 100-150 meter, før jeg holder stille, siger den 23-årige.

Den unge mands uopmærksomhed forårsagede et stort harmonikasammenstød.

Ulykkens tre dødsofre var en 54-årig mand fra Esbjerg og to kvinder på 19 og 21 år fra Vejle. Desuden fik flere alvorlige kvæstelser.

Anklagemyndigheden kræver manden idømt fængselsstraf.