Vred mand slog chauffør på vindmølle-transport

En 24-årig mand sigtes for vold efter overfald på en chauffør fredag aften.

Artiklen er opdateret med flere oplysninger lørdag 07.35. 

En 24-årig mand fra Tilst overfaldt fredag aften føreren af en vindmølle-transport med følgevogn. Det skete på Tingvejen ved Årre. 

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi gik overfaldet ud over en 46-årig chauffør fra Esbjerg.

Der var overhalingsforbud på strækningen, men den 24-årige bilist var kørt agressivt forbi følgevognen, hvorefter køretøjerne holdt ind til siden.

Knytnæveslag 

Her blev føreren af vindmølle-transporten først overfuset af den vrede bilist. Derefter blev han overfaldet og fik flere knytnæveslag i ansigtet, inden bilisten stak af.

Politiet har ingen forklaring på, hvad der udløste vredesudbruddet hos den 24-årige mand, som senere blev anholdt. 

Overfaldet fandt sted klokken 20.22 fredag aften, og det blev filmet af videoovervågningen i den følgebil, der fulgte efter transporten. Offeret er ikke kommet alvorligt til skade.