Chauffør slap nådigt fra voldsom påkørsel

En 61-årig lastbil-chauffør fra Sønderborg-området slap nådigt fra en voldsom trafik-ulykke torsdag eftermiddag på den sønderjyske motorvej ved Haderslev. Her til aften oplyser politiet, at chaufførens tilstand er stabil og at han er uden for livsfare.

Chaufføren måtte skæres fri af sit førerhus og blev fløjet til behandling på Odense Universitets Hospital.
Det skete efter, at han overså en kø og kørte op bag i to holdende lastvogne på motorvejen ved Haderslev, hvor der var kø på grund af vejarbejde.
Påkørslen skete med så stor kraft, at de påkørte lastbiler blev presset 50 meter frem.

Motorvejen spærret i mere end fem timer

Ulykken skete i det sydgående spor og fik trafikken til bryde helt sammen. På et tidspunkt kunne vagtchefen hos fra Syd- og Sønderjyllands Politi fortælle, at der var kø fra Kolding og syd på.

Først kl. 20,30 blev motorvejen igen åbnet for sydgående trafik.