Chi-Chi hjem efter ti måneder på farten

Et ægtepar fra Horsens har brugt næsten ti måneder på at lede efter deres elskede lille yorkshire-terrier. Nu er han hjemme igen.

Den 12. juli sidste år stak Chi-chi af fra et dyrehospital i Varde. Siden har ægteparret Anne-Grethe og Ole Amby fra Søvind stemt dørklokker i Varde-området. De har hængt plakater op, udlovet en dusør og efterlyst den lille Chi-chi på Facebook.

Forskellige teorier er blevet udviklet om hundens skæbne. Måske var den bortført. Måske kørt over. Nogen så en hund, der lignede. Eller måske var det alligevel ikke den. 

Frosne øren

For nylig fik de så et tip fra nogen, der havde set en herreløs hund i et sommerhus-område i Bjerregård ved Varde. Ægteparret lejede et sommerhus, og efter et par dage  lykkedes det dem, at finde deres forsvundne hund. De måtte lokke den ind i en mår-fælde, og så var genforeningen en kendsgerning.

Hunden er blevet fodret af beboere, der har været  i sommerhus-området i kortere perioder, men alligevel er det utroligt, at den har klaret sig gennem vinteren. En dyrlæge har konstereret, at Chi-Chi har haft forfrysninger i halen og ørene, men ellers er den ok.

Ole Amby fortæller, at Chi-Chi er blevet set sammen med to harer. Folk har lagt mad ud til harerne, og de har delt måltidet med Chi-Chi, der formentlig også har boet i en hule sammen med dem. Ole Amby siger, at Chi-Chi har lært at  lave hare-hop. Det har han set, når Chi-Chi har bevæget sig over heden. 

I begyndelsen af denne artikel står en link til en hjemmeside med alt om Chi-Chis eventyr.   

Chi-Chis hjemmeside