Chokerende resultat af stikprøve-kontrol

Halvdelen af alt fyrværkeri farligt.

13 ud af 23 testede fyrværkeriartikler havde alvorlige fejl, viste en stikprøve, Sikkerhedsstyrelsen har udført.
Der blev straks nedlagt forbud mod at sælge produkterne.

- Fyrværkeri er som udgangspunkt farligt, og det er ekstra farligt, hvis det ikke fungerer, som det skal. Det er tilfældet for 13 ud af de 23 artikler, vi har undersøgt, og det er ganske enkelt for mange, siger seniorrådgiver i Sikkerhedsstyrelsen, Charlotte Kryger.

Heldigvis er kontrollen ikke er repræsentativ for hele fyrværkerimarkedet, fordi sikkershedsstyrelsen koncentrerede sig om steder, hvor man regnede med, der kunne være problemer.

- Det er stærkt kritisabelt, at fyrværkeribranchen importerer fyrværkeri af så dårlig kvalitet, som vi har set i vores kontrol, siger Charlotte Kryger.

Fyrværkeri kan fejle på forskellige måder.
- Det er for eksempel batterier, der vælter under affyring. Raketter, der ikke skydes højt nok op og eksploderer for tæt på jorden. Romerlys, der eksploderer og lignende, der kan betyde fare for forbrugeren, når fyrværkeriet skal fyres af, forklarer Charlotte Kryger.

Styrelsen fortsætter sine kontroller, og fyrværkeri med alvorlige fejl vil blive trukket tilbage fra butikkerne.