Christel får cannabis på recept

Christel Matthiesen får medicinsk cannabis til at lindre smerterne ved hendes leddegigt. Et nyt forskningsprojekt skal hjælpe folk som hende.

To gange om dagen tager 61-årige Christel Matthiesen cannabisdråber for at slippe for sine gigtsmerter. Indtil for nyligt købte hun dråberne ulovligt på nettet, men nu har hun fået dråberne på recept, efter hun blev henvist til en smerte specialist.

Hun har meget aggressiv leddegigt, og i de 24 år hun har haft gigt, har hun fået 22 operationer. Nogle gange har hun så voldsomme smerter, at hun ikke kan trykke tandpasta ud af tandpastatuben.

Cannabisdråberne har haft god effekt på hende.

- De giver mig i hvert fald nattesøvn. Jeg sover så godt, efter jeg er startet på de dråber. Jeg sover fantastisk, og det har jeg ikke gjort i 20 år, siger Christel Matthiesen til TV SYD.

Som det er nu, kan praktiserende læger ordinere cannabis som smertelindring til eksempelvis gigtpatienter. Det er bare ikke særlig mange af dem, der gør det. Lægeforeningen anbefaler, at de lader være, da der lige nu ikke findes noget bevis for, det virker.

quote

De giver mig i hvert fald nattesøvn. Jeg sover så godt, efter jeg er startet på de dråber. Jeg sover fantastisk, og det har jeg ikke gjort i 20 år.

Christel Matthiesen, gigtpatient. 

Nyt forsøg skal hjælpe gigtpatienter

En læge på gigthospitalet i Gråsten har sat sig for at finde det bevis. Han har startet et nyt forskningsprojekt med gigtpatienter som Christel Matthiesen, der skal afdække, hvilken effekt cannabis har.

- Jeg håber på, og jeg har et klart udgangspunkt til at tro på, at vi vil se en effekt. Det her studie vil vise, om det er en realitet, siger Oliver Hendricks, Reumatolog og forsker ved Kong Christian X's Gigthospital.

Forsøget er det første af sin slags, og 160 patienter er med i det. 80 af dem får cannabis og en testgruppe på 80 får en pille uden cannabis. Patienterne ved ikke, om de er i den ene eller den anden gruppe.

Oliver Hendricks håber, forsøget kan hjælpe patienter som Christel Matthiesen.

- Der er et behov. Jeg har patienter, som har ondt og som ikke kommer i mål, med det jeg gør indtil videre. Derfor gør jeg det her. Det er helt afgørende, siger Oliver Hendricks.  

Håbet med forsøget er at få et præcist bud på bivirkninger, dosis og effekten af det euforiserende og ikke euforiserende virkestof i cannabis. Christel Matthiesen er ikke i tvivl om, hvilken effekt, det har haft på hende. Hun har skrevet dagbog over dagene med cannabis, og der er sket en tydelig fremgang.

- Før jeg startede med at tage cannabisdråber havde jeg to ud af 30 dage, hvor jeg havde det okay. I de 44 dage, jeg har ført dagbog over, mens jeg har taget dråberne, har jeg haft det okay i 26 dage, siger Christel Matthiesen.