Cigaretetui fandt sin ejer med hjælp fra Twitter og politiet

Sydøstjyllands Politi fandt frem til ejeren af et ganske særligt cigaretetui ved hjælp af en efterlysning på Twitter.

Ved en randsagning i Horsens fandt Sydøstjyllands Politi et cigaretetui med et gammelt sort-hvid foto af en mand. Den sigtede i sagen kunne ikke gøre rede for, hvor etuiet kom fra, så Sydøstjyllands Politi efterlyste i fredags etuiets ejer på det sociale medie Twitter.

Dagen efter blev politiet så kontaktet af en mand fra Sjælland, som havde set efterlysningen. Den 73-årige var overbevist om, at manden på fotoet i cigaretetuiet var hans onkel, som havde været produkthandler i Vejle-området og var død i 1975. Onkelens navn stemte godt overens med initialerne E. S., som var graveret ind i cigaretetuiet.

Mandag fik Sydøstjyllands Politi så en ny henvendelse. En 42-årig mand fra Hedensted oplyste, at han var barnebarn af produkthandleren fra Vejle, og at han havde genkendt cigaretetuiet på Twitter. Den 42-årige havde nemlig arvet cigaretetuiet fra bedstefaren, men det var blevet stjålet ved et indbrud i hans hus i Hedensted.

Ved dette indbrud var der også blevet stjålet otte særlige H. C. Andersen-mønter samt en brun læderpung med diverse mønter. Politiet kørte derfor til adressen uden for Horsens igen for at beslaglægge mønter og pung – som nu kan udleveres til en glad og retmæssig ejer fra Hedensted. Samtidig kan straffesagen mod den formodede gerningsmand sættes i gang.