Cimber flyver med minus på kvart milliard

Cimber Sterling blev i går reddet på målstregen af en ny ejer. Nu kan regnskabet gøres op. Selskabet fik underskud på 274 millioner kroner sidste regnskabsår.

Det er en smule bedre end året før, hvor underskuddet endte på 308 millioner.

Men der kommer rent faktisk mange penge i kassen. Omsætningen nærmer sig to milliarder kroner, hvilket er 400 millioner kroner mere end året før.

Kan den nye storaktionær, Mansvell Enterprises, der er ejet af den ukrainske milliardær Igor Kolomojskij, få skåret butikken til, kan selskabet i fremtiden give plus på bundlinjen.

Forventninger

Selskabets driftsresultat før kapitaludgifter var på minus 200 millioner i det netop overståede regnskabsår - til næste år forventer ledelsen i selskabet at få et resultat på mellem minus 60 og minus 20 millioner kroner.

Torsdag oplyste Cimber, at selskabets ejenkapital på 187 millioner kroner var gået tabt. Faktisk stod det lige en kende værre til. Egenkapitalen er i dag på minus 26 millioner kroner.

- 2010/11 bød på mange udfordringer. Med den nye aftale med Mansvell Enterprises Ltd. vurderer vi, at vi får den nødvendige styrkelse, operationelt og finansielt, til at kunne operere i et særdeles konkurrencepræget marked, skriver ledelsen i årsrapporten.