Cimber kan nu få ny kapital

Flyselskabet Cimber Sterling har på en ekstraordinær generalforsamling i Sønderborg fået opbakning til at hente ny kapital.

Luftfartsselskabet Cimber Sterling kan nu gå videre med planerne om at hente ny kapital via investeringsselskabet GEM. På en ekstraordinær generalforsamling i Sønderborg har selskabet fået opbakning til GEM-aftalen, der kan tilføre imber Sterling op til 300 millioner kroner i ny kapital over de næste tre år.

Det var nødvendigt med godkendelse fra aktionærerne, idet Cimber Sterling som led i aftalen skal udstede nye aktier til GEM.

Med aftalen kan Cimber Sterling med jævne mellemrum hente nye midler hos GEM. Til gengæld skal GEM have betaling i aktier fra luftfartsselskabet. Disse aktier ventes GEM efterfølgende at sælge.

Nye aktier

Cimber Sterling søgte på generalforsamlingen om bemyndigelse til at udstede op til 136,5 millioner nye aktier.

Kapitalrejsningen kan forekomme noget besværlig for Cimber Sterling, blandt andet fordi den er begrænset af forskellige forhold vedrørende blandt andet selskabets aktiekurs og handlen i aktien op til det tidspunkt, hvor der skal hentes kapital.

Desuden kan selskabet skulle udarbejde et børsprospekt.

- Når vi trods disse begrænsninger har valgt at indgå aftale med GEM, skyldes det, at aftalen giver mulighed for på en meget fleksibel måde løbende at styrke likviditetsberedskabet i takt med behovet, sagde Cimber Sterlings formand, Vilhelm Hahn-Petersen, på generalforsamlingen.

Selv om aftalen om at få ny kapital går på plads, ændrer det ikke ved Cimber Sterlings mål om at finde en partner og ny investor til selskabet. Man drøfter for øjeblikket med et antal mulige investorer.

- Så snart udfaldet af drøftelserne foreligger, vil dette blive offentliggjort via en selskabsmeddelelse, lød det fra Cimber-formanden.

Kort om Cimber

Cimber Sterling har fået grønt lys til en aftale med det amerikanske investeringsselskab GEM - dermed sikrer selskabet sig adgant til ny kapital.

 * 1950: Cimber grundlægges af Ingolf L. Nielsen, som køber Sønderjyllands Flyveselskab. Det bliver senere til Cimber Air.

 * 1966: Cimber Air får ret til at flyve på Sønderborg-København ruten.

 * 1971: Cimber indgår sammen med SAS og Maersk Air en samarbejdsaftale, som samles og koordineres i det fælles firma Danair, hvis formål er at udvikle og styrke indenrigsflyvning i Danmark.

 * 1990: Flyselskabet indgår indenrigssamarbejde med Lufthansa om beflyvning af ruter i Tyskland.

 * 1995: Danair afvikles - og SAS, Maersk Air og Cimber Air konkurrerer nu om de danske kunder på indenrigsruterne.

 * 1998: SAS køber 26 procent af Cimber Air.

 * 2003: Cimber Air køber aktierne tilbage fra SAS og er igen et 100 procent familieejet selskab.

 * 2008: Cimber køber dele af det konkursramte Sterling.

 * 2009: Den 7. januar lanceres det nye Cimber Sterling. 1. december går selskabet på børsen. En aktie koster 10 kroner.

 * 2011: Maj: Cimber Sterlings økonomi hænger i laser, og selskabet regner nu med et underskud på op til 200 millioner kroner ud af en omsætning på to milliarder. Flere rejseselskaber vil ikke længere sælge billetter til Cimber Sterling.

 - Aktierne i Cimber Sterling har i år ikke kostet over 3,51 kroner på noget tidspunkt. Og de har været helt nede og vende i 1,21 kroner i 2011.

 - 27. maj: Børsen skriver, at den ukrainske milliardær Igor Kolomoysky vil købe Cimber Sterling. Det får selskabets aktier til at stige til over to kroner.

 - 8. juni: Selskabet får på ekstraordinær generalforsamling grønt lys fra aktionærerne til at udstede nye aktier og dermed adgang til ny kapital på 300 millioner kroner over tre år fra den amerikanske kapitalfond GEM.

Kilde: Cimber Sterling med flere.